Vores ferie på Tenerife var vores første charterferie med børn. Før det var vores ferier gået med familiebesøg i USA eller ophold rundt omkring i Danmark. Vi havde en skøn uge på Tenerife.

Tiede Tenerife

Vi havde inviteret min søster med på ferie, og det var en god beslutning. Jeg kunne godt unde alle børn, at have en moster som hende. 

Tenerife er den største af De Kanariske Øer, som ligger ud for Afrikas vestkyst. Øerne er en del af Spanien. Tenerife er et ideelt rejsemål for familier året rundt. Øen byder på skønne sandstrande, børnevenlige resorts og en imponerende natur med vulkanen Teide som midtpunkt. Her er alt fra vandlande som Siam Park til hyggelige landsbyer og spændende bådture, hvor man kan spotte delfiner. Klimaet på Tenerife er mildt og solrigt det meste af året, hvilket gør det oplagt til både afslapning og oplevelser i naturen. Vi var der i marts måned og det var ret behagelige temperaturer.

Vi bestilte ferien ugen inden afrejse og fik en ferie for 3 voksne og 2 børn for ca. 13.000 kr. Prisen var for flyrejse, 2 2-værelses lejligheder på hotel, morgenmad på hotellet, mad på flyet og transport til/fra hotellet.

Vi boede i Playa de la Arena, som ligger på sydsiden af øen. Det er ikke en af de mest populære turistbyer på øen, og det passede os meget godt. Til gengæld var de guidede ture noget længere, da vi som regel blev hentet først og sat sidst af.

Der er masser af udmærkede restauranter i Playa de la Arena, en god strand og en smuk udsigt, så det var ikke fordi vi manglede noget. Det skulle lige være flere shoppemuligheder. Og så manglede vi en god legeplads. Umiddelbart findes der kun én i byen, som turistkontoret henviste os til. Det endte med at tage os over en time, at gå dertil pga. stejle bakker og lukkede veje. Lea faldt i søvn i klapvognen på vej derop, men Eva hyggede sig på legepladsen.

Vi boede på Hotel Arena Suites, som har et fint lille poolområde med et stort bassin og et børnebassin. Pigerne havde en fest i børnebassinet. Jeg kunne godt have tænkt mig, at det var opvarmet, men jeg er også ret kuldskær. Pigerne var åbenbart ligeglade og var ikke til at hive op fra poolen, når vi først var kommet derned.

Sightseeing på Tenerife

Der er masser af ting at opleve på Tenerife. Det allerstørste er selvfølgelig vulkanen Teide, som i gamle dage blev kaldt Atlanterhavets fyrtårn, fordi søfolk brugte den som pejlemærke, da den kan ses på 127 kilometers afstand. Teide er den 3. største vulkan i verden og den er stadig aktiv. 

Nationalparken omkring Teide ligger ca. 2000 meter over havoverfladen og jeg var glad for, at jeg havde taget jakker og huer med til pigerne, og en trøje til mig selv, for det var en anelse koldt deroppe. Selve parken var storslået med et landskab, der siges at kunne sammenlignes med månelandskab. 

Vi var ikke helt oppe på toppen af vulkanen. For at komme derop, skal man enten gå/vandre, hvilket kræver en tilladelse, så de undgår at for mange mennesker tramper rundt i landskabet. Eller man kan tage svævebanen til toppen, men her kan der være lang kø, hvis man ikke har bestilt billet i forvejen.

Der var virkelig smukt og imponerende på toppen af Tenerife og jeg er glad for at vi brugte en dag på det.

Pyramiderne i Güímar

Ferien bød også på en tur til pyramiderne i Güímar. Det var virkelig interessant at opleve. Stedet er opdaget af Thor Heyerdahl i 1980’erne, mens pyramiderne endnu lå gemt under blade, jord og sten. Han købte hele området omkring og da han fik ryddet op, var han klar til at fortælle historien om at der har været kontakt mellem Europa og Sydamerika længe før forskere hidtil havde troet. 

Udover pyramiderne kan man besøge den botaniske have , som er fyldt med giftige planter og et museum, som både fortæller historien om pyramiderne og om Thor Heyerdahl liv.

Bådture

Hvis I er på Tenerife, så skal I unde jer selv en sejltur for at se hvaler og delfiner. Vi var afsted med en katamaran og det var en fantastisk oplevelse, hvor masser af hvaler svømmede ved siden af og under båden. 

Der er masser af selskaber som udbyder bådture, så der er nok at vælge imellem og der er næsten 100% garanti for at se hvaler.