Hvis du skal rejse over flere tidszoner med et lille barn, kan det være svært at komme over jetlag.

Her kan du finde råd til hvordan du hjælper dit barn med at komme igennem jetlag.

Gode råd mod jetlag hos børn

Der er forskel på børn og som med alt andet, er der også stor forskel på hvor hårdt dit barn rammes af jetlag, når I rejser.

Første gang Lea var ude at rejse var hun 10 måneder gammel. Vi var i USA i 14 dage for at præsentere hende for familien. Det gik fint med at komme til USA. Hun kom ret hurtigt ind i en rytme og vi havde en skøn ferie, som hun klarede så fint.

MEN hjemkomsten er en helt anden snak. Stakkels Lea var virkelig ramt af jetlag og det tog hele 16 dage før hun (og vi) endelig fik en god nats søvn.

Det kom helt bag på os og vi var slet ikke forberedte. Eva havde samme alder, da hun første gang var i USA og havde rejst flere gange siden, men aldrig været så ramt af jetlag.

Vi var desperate og forsøgte med alle midler at hjælpe hende gennem det. Oveni havde hun reddet sig en aircondition-forkølelse og skulle køres ind i vuggestuen i samme periode. Det var sindsygt hårdt på mange måder. Med en baby der holdt fest 3-4 timer hver nat og en 2-årig storesøster, der ville være med, selvom hun egentlig var kommet ovenpå, var det svært at komme ud af vores egen zombie-tilstand.

Et par år efter var vi både i Australien og to gange i USA og alle gange er vi vendt tilbage til normaltilstand efter få dage, takket være erfaringer, som jeg gerne vil give videre til dig, der skal ud at flyve langt med dit barn.

Facts om jetlag

Jetlag kan ramme, når man krydser tidszoner. Jo flere tidszoner jo flere gener kan man opleve.

Symptomerne kan være træthed, søvnløshed, nedsat opmærksomhed, ondt i maven, hovedpine og svimmelhed.

For langt de fleste rammer jetlag hårdest, når man rejser mod øst. Det skyldes, at man mister timer og det har kroppen svært ved at omstille sig til.

Gode råd mod jetlag hos børn

⭐️ Sørg for at barnet får rigeligt væske.

⭐️ Lad være med at tænde for meget lys om natten og undgå at tænde for tv eller iPad, selvom det er fristende. Hvis det er muligt så bliv på værelset og læs en bog eller læg puslespil ved læselampen.

⭐️ Ophold jer meget udendørs i dagtimerne, så kroppen opfanger, at det er dag. Og sørg for meget bevægelse. Kroppen er i en tilstand hvor den helst vil slappe af, men en tur på legepladsen kan hjælpe lidt på det.

⭐️ Hvis barnet er sultent om natten, så giv det fx en banan og vand eller mælk. Banan indeholder tryptofan, som virker beroligende.

⭐️ Accepter at det tager tid at komme over jetlag. Især børn som stadig har brug for en eller flere lure om dagen, vil bruge længere tid på at komme ind i en normal døgnrytme.

Personlig erfaring

De sidste mange gange vi har været i USA har vi kørt den samme rutine, når vi kommer hjem.

Vi lander altid tidligt om morgenen og spiser morgenmad, når vi kommer hjem.

Vi tager en lur på et par timer ca. ml. 10-12. Vi sætter vækkeuret, så vi ikke sover hele dagen. Vi flyver altid med natfly, men selvom vi kun har været undervejs i 7-8 timer, er der gået 14 timer og vi har sjældent sovet mere end et par timer.

Om eftermiddagen er vi udendørs.

Vi spiser aftensmad til normaltid.

Bagefter går vi en tur og så slapper vi af foran tv.

Inden sengetid spiser vi lidt brød, banan eller yoghurt og pigerne får lov til at være oppe så længe de vil. Hvis vi putter dem ved normal sengetid falder de i søvn, men fordi deres indre ur stadig er på amerikansk tid, tror kroppen, at det bare er en middagslur og så er det, at de vågner efter nogle timer. Typisk ved 23-tiden er de så trætte at de vil i seng.

Pigerne får lov til at sove så længe de kan dagen efter og igen prøver vi at være aktive udendørs.

Om aftenen kommer de i seng ved 21-22 tiden og bliver vækket senest kl 8.

Derefter er vi alle nogenlunde inde i vores egen døgnrytme igen.