Yosemite National Park var fantastisk. Vi var der kun i én dag - og nej, det var slet ikke nok! En uge havde heller ikke været nok. Ikke engang en måned. Måske havde et år heller ikke været nok.
Yosemite National Park er en af de mest ikoniske nationalparker i USA og en af de mest besøgte destinationer i det vestlige USA. Parken ligger i Sierra Nevada-bjergene i Californien og byder på en utrolig naturskønhed, spektakulære klippeformationer, frodige dale, imponerende vandfald og et rigt dyreliv.
Parken er på størrelse med Fyn og der er MEGET at se. Vandfald, søer, bjerge, træer. Det er den vildeste naturoplevelse og et af de meget få steder i verden, hvor jeg har fået følelsen af total ro i krop og sjæl. Bare ved at være der.
Yosemite National Park var første stop på vores tur tværs over USA. Planen var at bo i selve parken med vores autocamper, men alt var udsolgt, så vi endte med en plads på Yosemite RV Resort i Coarsegold, som ligger ca. 40 minutters kørsel – i virkelig smukke omgivelser – fra indgangen til parken.
Vi havde læst os frem til, at man kunne tage en bus, som kører direkte til parken. Vi fandt dog ud af at busstoppestedet lå en halv times gang langs landevej væk, så det droppede vi hurtigt og blev enige om at køre selv.
Vi havde også læst os frem til at det er bedst at komme meget tidligt, fordi køerne til parken kan være op til 3 timer. Det nåede vi slet ikke at blive klar til og kom alt for sent af sted, så vi måtte tage det som det kom.
Vi endte med at holde i kø ved indgangen i 10-15 minutter og på den anden side havde vi nærmest vejene for os selv. Så om vi bare var heldige at ramme den rigtige dag, ved vi ikke.
Yosemites mest spektakulære sights
El Capitan: En af verdens højeste klipper, der er en magnet for bjergklatrere fra hele verden.
Half Dome: En ikonisk granitformation med en karakteristisk halvkuppel-form, der tiltrækker både vandrere og bjergklatrere. Der er en berømt vandretur kaldet “Half Dome Hike,” der inkluderer en sektion med stiger og kabler for at nå toppen.
Yosemite Falls: En af de højeste vandfald i Nordamerika. Det består af Upper Yosemite Fall, Middle Cascade og Lower Yosemite Fall, og det giver en imponerende udsigt, især om foråret, når snemeltningen skaber en stor vandstrøm.
Mariposa Grove: Hjemsted for mere end 500 gigantiske sequoia-træer, inklusive Grizzly Giant, som er et af de største træer i verden.
Tuolumne Meadows: Et vidunderligt højalpint område med enge, søer og vidtstrakte udsigter. Det er et populært sted for vandrere og naturelskere.
Glacier Point: Et udsigtspunkt, der giver en betagende udsigt over Yosemite Valley, Half Dome og Sierra Nevada-bjergene.
Mange vandrestier: Yosemite har et stort netværk af vandrestier, der passer til forskellige færdighedsniveauer. Fra korte stier til lange flerdages vandreture er der noget for enhver smag.
Overnatning i parken
Der er flere forskellige steder at overnatte i Yosemite National Park. Uanset om du vil bo i autocamper, telt eller på et lodge. Priserne varierer meget afhængig af hvilken type overnatning du vælger og tidspunktet på året. Men fælles for dem alle er, at du skal være hurtigt ude for at få plads.
Tip
En billet til Yosemite National Park koster 35 $ for en bil med op til 15 passagerer og gælder i 7 dage, men hvis du skal besøge flere nationalparker i USA inden for et år, kan det typisk betale sig at købe et årskort, som gælder til alle nationalparkerne i USA. Det koster 80 $.
Du kan købe billet og se priserne for alle nationalparkerne her
Yosemite National Park blev etableret i 1890 og er blevet en UNESCO Verdensarvssted. Parken er ikke kun kendt for sin naturskønhed, men også for sin indflydelse på bevarelsen af naturen og vildmarken i USA. Besøgende til Yosemite kan nyde camping, vandreture, bjergklatring, naturfotografering og en unik forbindelse til den vilde natur.