Jeg har efterhånden været i USA rigtig mange gange, og der er altid inkluderet et besøg i Washington DC hvor familien bor. Her er mine 10 forslag til ting du kan lave i og omkring byen.

Washington Monument og Reflecting Pool

Selv hvis vi ikke havde familie og venner i Washington DC og omegn, ville jeg have lyst til at komme tilbage igen og igen.

Byen fascinerer mig i måden den er designet på, og i hele atmosfæren af politik og patriotisme. Man skal ikke gå mange skridt, før man støder ind i endnu et mindesmærke for en tidligere præsident eller faldne soldater fra en af USAs mange krige. Man er ikke i tvivl om, at man er i en, for amerikanere, meget vigtig hovedstad

Arlington Cemetary
Lincoln Memorial

Washington Monument

En af de ting jeg elsker ved Washington DC er, at der ikke er skyskrabere og højhuse. Det giver en masse luft og man føler sig ikke klemt inde i storbyens ræs. Der er en regel om at intet må bygges højere end det 169 meter høje Washington Monument.

Efter at have bygget på monumentet i 6 år fra 1848 stod byggeriet stille i over 20 år pga. manglende økonomi. Man kan derfor se en tydelig farveforskel i marmoren ca. 1/3 oppe.

National Mall

The National Mall ligger midt i Washington DC og er en lang park, som strækker sig fra Lincoln Memorial til Capitol Hill med Washington Monument lige i midten. Langs parken finder man alle Smithsonian-museerne og en masse mindesmærker. Parken bruges bla. til koncerter og demonstrationer, eller bare til en løbetur eller picnic.

Det Hvide Hus

Man kan ikke komme udenom at Det Hvide Hus er et must, hvis man besøger Washington DC. Præsidentens bolig er en stor turistattraktion og nok den mest berømte bygning i hele USA. Man har selvfølgelig ikke umiddelbart adgang til at komme helt hen til huset, men det kan lade sig gøre ved at bestille en guidet tur.

Lincoln Memorial

I den ene ende af The Mail ligger Lincoln Memorial. En stor bred trappe fører op til mindesmærket, hvor man har udsigt til Washington Monument og dets spejlbillede i Reflecting Pool. Inde i det græsk-inspirerede tempel sidder en kæmpe statue af Abraham Lincoln og på væggen kan man læse hans mest berømte tale fra 1863.

Smithsonian

Smithsonian er en samling af 19 museer, hvoraf de fleste ligger langs The Mall. Det er fantastisk, at der er så mange spændende museer ved siden af hinanden. Og at de alle er gratis, gør det ikke mindre fantastisk. Der er alle mulige spændende udstillinger og der er noget for enhver smag. Et af de sjoveste, når man har børn med, er Air and Space Museum.

Pentagon Memorial
Det Hvide Hus, Washington DC

Pentagon Memorial

Pentagon Memorial er et af de smukkeste mindesmærker jeg nogensinde har set. Måske har det noget at gøre med at begivenheden for mindesmærket ligger så kort tid tilbage, at man stadig er påvirket af det. Men jeg synes virkelig det er flot lavet. Der er en bænk for hver person som mistede livet ved Pentagon 11. september 2001, alle med navn og alder på.

National Zoo

Washingtons zoologiske have ligger ikke ved The Mall, men er stadig en del af Smithsonian og det er derfor gratis at komme ind. National Zoo er mest berømt for deres nuttede kæmpepandaer, som de har haft siden 1972.

Mount Vernon

USA’s første præsident George Washington boede på Mount Vernon indtil sin død i 1799 og var den eneste præsident som ikke nåede at bo i Det Hvide Hus. På Mount Vernon kan man få en rundtur i palæet og se hvordan præsidenten boede. Men man kan også gå en tur på hele ejendommen og se haverne og staldene, man kan se hvordan slaverne boede og man kan se George Washington og fruens gravsted. På stedet er der også et stort museum og der er flere steder at spise og drikke.

Hvis du har børn så tag dem endelig med. Der er meget kigge-på-bygninger osv, men der er også masser af sjov og aktiviteter for børn. Bl.a historielæsning, aktivitetsrum, hvor man kan tegne og klippe-klistre, en lille biograf og så er der arbejdende værksteder, hvor man kan se folk i coloni outfits.

Arlington Cemetary

Kirkegården i Arlington, gravsted for amerikanske soldater siden borgerkrigen i 1861, ligger lige på den anden side af Potomac River. Ved de ukendtes grav kan man følge vagternes rutiner og se en lille ceremoni ved vagtskifte. Man kan også se John F. Kennedy og familiens grav ved den evige flamme.