Skal du en tur til Washington DC? Så læs mine 16 tips til den bedste oplevelse i USA's hovedstad.

Capitol Hill Washington DC

Hvis du endnu ikke har besøgt Washington DC, så kan jeg varmt anbefale at lægge vejen forbi, hvis du skal til USA. USAs hovedstad er en af mine yndlingsbyer af mange grunde. Vi har familie og venner i området og det trækker selvfølgelig en del op. Men ud over det er byen først og fremmest hyggelig. Selvom den emmer af politik og patriotisme, så har den også så meget andet. Fx nogle af verdens bedste gratis museer, store åbne pladser, masser af natur omkring The Mall og sjove aktiviteter på Potomac River om sommeren.

Georgetown
Smithsonian Washington DC

Man ankommer typisk til Dulles International Airport, som ligger i Virginia et godt stykke udenfor Washington DC. Herfra koster det 60-70$ at komme ind til centrum med taxi. Trafikken er oftest helt forrykt på den strækning, så hav god tid. Hvis man rejser via en anden amerikansk by, lander man oftest i Reagan National Airport, som ligger lige på den anden side a Potomac River. Herfra er der mulighed for at tage metroen eller en taxi til ca. 15-20$

Forår og efterår er de bedste tidspunkter at besøge byen og det er også her vejret er mest behageligt. Vejret om vinteren er uforudsigeligt og spænder fra milde dage til snestorme, som lammer byen. Juli og august er bagende varme.

Hvis du vil en tur indenfor i Det Hvide Hus skal du booke i god tid. Du kan finde information om hvordan du booker på Det Hvide Hus’ hjemmeside eller ved et booke en tur gennem GetYourGuide

Alle Smithsonians 19 museer er gratis at besøge. At det samtidig er nogle af de bedste og mest spændende museer i verden, gør det ikke mindre fantastisk. Jeg kan anbefale Air & Space Museum, the Museum of Natural History og Museum of the American Indian.

  1. Det kan betale sig at kigge på det enkelte museums hjemmeside inden du planlægger dit besøg. Fx er det forholdsvis nye Museum of African American History stadig et stort tilløbsstykke og selvom det er gratis, kræver det en tidsbestemt billet pga. den store efterspørgsel.

Vær forberedt på et sikkerhedstjek som ligner dem i lufthavnen. På alle turistattraktioner i USA bliver både du og din taske scannet.

Washington DC er ikke større and at man kan gå rundt til attraktionerne i centrum, hvis man bor lidt centralt. Skal du længere omkring er der en velfungerende Metro, som dog er lidt overfyldte i myldretiden. For at køre med Metro skal du have et SmarTrip rejsekort, som kan købes på alle stationer.

Forår i Washington DC er magisk. Hvis du er heldig at ankomme når kirsebærblomsterne springer ud, får du byen fra sin allersmukkeste side.

Tag en tur til the National Zoo og hils på de berømte kæmpepandaer. Haven er en del af Smithsonian og der er derfor gratis entre.

Tag turen over Potomac River til staten Virginia og se bl.a. Arlington Cemetery, Pentagon og Old Town Alexandria. Du kan tage metroen til alle stederne.

Arlington Cemetary

Bliv ikke forskrækket over at der konstant er militærhelikoptere i luften. Der er ikke fare på færde; de passer bare på præsidenten.

Har du lejet en bil og vil du være sikker på at blive dirigeret den rigtige vej, så sørg for at indstille din GPS til at tale engelsk. Eller lad den stå på dansk og få et godt grin, når Miss Garmin fortæller at du skal dreje til venstre på ‘Saut seksogtyve til højre street’ (South 26th street) eller ‘Bella viv dri-ve’ (Belle View Drive).

En tur med Big Bus Tours [reklamelink] Hop On Hop Off er en rigtig god måde at se byen på. Der er audioguide, som fortæller om alle seværdighederne, som I kommer forbi.

Tag en tur forbi Georgetown og nyd de smukke farverige huse. Bydelen er den mest mondæne i Washington DC og der er masser af lækre butikker, især hvis du leder efter mærkevarer af god kvalitet. Og mens du er der, så snyd ikke dig selv for en cupcake fra den berømte Georgetown Cupcakes.

Udsigt over Pentagon og Washington DC

Den bedste udsigt over Washington DC får du fra hotel Sheredan i Arlington. Jeg har ikke selv boet der, men der var en masse familie, som overnattede der da der blev holdt en mindehøjtidelighed for min svigerfar. Værelserne er fine og servicen upåklagelig.