Vi var på besøg i Elvis' mansion, Graceland, da pigerne var næsten 1 år og næsten 3 år.

Graceland

For et stykke tid siden dukkede Elvis op på vores TV og Eva kom i tanke om, at ham havde vi jo været hjemme og besøge på Graceland engang. Begge piger blev meget overraskede og kede af at høre, at han var død, selvom jeg forklarede at han jo faktisk heller ikke havde været der, da vi besøgte hans hus.  Vi satte os til, at læse i vores rejsebog fra vores tur til Tennessee for nogle år siden og det bragte mange fine minder frem.

Vi besøgte Graceland i forbindelse med en tur til USA til Thanksgiving, hvor vi havde min søster med. Lea var stadig en baby og Eva var næsten 3 år. Jeg er ret sikker på, at de ikke husker noget af turen, men takket være billeder og vores fortællinger, så synes de begge, at de husker alle detaljer. Men dog åbenbart ikke det faktum, at Kongen ikke selv var der.

Jungle Room Graceland
Elvis' køkken

Elvis' Graceland

Elvis købte Graceland i 1957, da han var bare 22 år og boede der indtil han døde i 1977.

Når man træder ind i hovedhuset, er det som at træde ud af en tidsmaskine. Der er ikke ændret ved noget siden den dag i august 1977, bortset fra nogle snore for at holde nysgerrige på afstand. Alle rum i huset er holdt nøjagtig som de var og du får derfor fornøjelsen af spejllofter, tæpper på væggene, væg-til-væg tæppe i køkkenet, meget af det i brune, orange og sennepsgule nuancer. Noget af det er meget almindeligt for tiden, andet er lidt ekstravagant – selv for 70’erne.

Fra entréen kan man få et kig ind i dagligstuen og Elvis’ mors soveværelse. Derefter bliver man ledt gennem køkkenet og ned i kælderen, hvor der bl.a er tv-stue og pool rum. Lige oppe ad trappen igen kan man se det berømte og særprægede Jungle Room.

Gracelands hovedhus er stort, men føltes alligevel noget mindre end jeg havde forestillet mig. Måske fordi offentligheden ikke har adgang til hele huset. Værelserne er små og der er som regel mange mennesker når man er på besøg. Det er hyggeligt og særpræget, men ikke prangende for en konge af rock and roll. Nogle af rummene er dog nok lidt mere specielt dekoreret end de fleste ville have valgt.

Omgivelserne

Men Graceland er så meget mere end bare Elvis’ bolig. Hele ejendommen er kæmpe stor og indeholder bl.a

 – Kontorerne, hvorfra Elvis’ far styrede hans forretning

 – Bygninger med forskellige udstillinger om Elvis’ liv og karriere

 – En stor biludstilling med hans egne biler

 – Elvis’ fly

 – Og selvfølgelig The Meditation Garden, hvor Elvis, hans forældre og hans farmor ligger begravet

Der er flere souvenir shops og spisesteder på grunden. Jeg kunne have købt mig fattig i Elvis merchandise, fordi jeg i den grad var revet med i rock ‘n roll stemningen, men jeg begrænsede mig dog til en trøje, to t-shirts, en kop, en nøglering og en bog. Og så lidt småting som minder til pigerne.

Vi valgte ikke at spise inde i Graceland. I stedet tog vi på diner lidt længere henne af Elvis Presley Boulevard, hvor de også serverer Elvis’ (og mine pigers) hofret; Peanutbutter/banan sandwich.

Meditation Garden Graceland
Graceland Museum
Elvis Statue